Et tabu er et emne det er socialt forbudt eller set ned på at tale om, i følge min egen definition. Tabuer har vi mange af i vores samfund. Nogle der giver mening, og nogle der ikke gør. For hvorfor skal ting være tabu?
Et familiemedlem og jeg talte forleden om hvordan det er tabu at tale om sit psykiske helbred i offentlig rum, og hvor nederen det egentlig er. For hvorfor er det ikke ok at fortælle hvordan man har det i hovedet, når folk skriger til højre og venstre om ingroet-tå-operationer, brukne arme og migrener der dundrer?
Og hvorfor er vi så bange for at bryde disse tabuer?
Jeg blev i ret ung alder tvunget til at bryde et stort tabu der hvor jeg voksede op. Mange tog aftsand fra mig for det, men jeg fik også venner over det. Andre, der havde det på samme måde, men som ikke turde lukke munden op, fortalte mig at jeg var modig som turde at bryde det tabu og tage den shitstorm der kom, og jeg tror måske enkelte endda så lidt op til mig på grund af det.
Ikke at jeg selv synes jeg var nogen man burde se op til den gang, men det kan vi tage i et andet indlæg...
Selv om det var meget hårdt og jeg fik meget had, angrer jeg ikke den dag i dag på at jeg tog hul på den emballage, og viste folk hvem jeg egentlig var. For hvorfor skal man skjule sig selv for at nogen andre ikke skal synes man er underlig? Det vil der jo altid være nogen der gør.
Psykisk helbred er et vigtigt emne alt for få mennesker tør at tale om, og færre ved noget om. Uvidenheden, sammen med stilheden, kan nogle gange være nærmest knusende, og den eneste måde folk lærer om det på er hvis det bliver talt om. Når der nu er så mange der går ned med depressioner og hvad værre er, og sidder og får det endnu værre fordi de har lært de ikke må tale om det, hvorfor tør vi så ikke?
Hvem fanden har sagt at vi ikke må?
Hvorfor er det tabu? Hvorfor bliver man set på som pjevset, svag eller sindssyg hvis man rækker hånden op og siger "Hey, jeg har det altså ikke okay"?
Jeg har det altså ikke okay. Det kan jeg være helt ærlig om. Jeg har uro i kroppen, stemmer i hovedet, tankemylder, angst, og jeg falder til tider ned i depressioner.
Men for fanden da, jeg er da et rigtig menneske alligevel, er jeg ikke? Hvorfor er jeg så så bange for at tale om det i offentligt rum? Jo, det ved jeg egentlig. Det er fordi tidligere forsøg er blevet mødt med "Tag dig sammen" eller "sådan noget snakker man ikke om offentligt" eller lignende kommentarer. Undskyld mig, men ber du en med et brækket ben om at tage sig sammen og gå? Siger du til en der ligger og råber om hjælp fordi han blev stukket ned, at han ikke skal råbe så højt mens nogen kan høre det?
Tabuer bliver i mine øjne skabt af frygt og uvidenhed. Frygt for at skulle tale om eller engagere sig i noget man ikke forstår, og uvidenhed omkring emnet. Hvordan kan man bekæmpe uvidenheden?
Hvis du læser dette, smid gerne en kommentar.
Hvilke tabuer påvirker dig?
