Om døde dyr på brødet og følelsen af kollektiv skam.

Der stod jeg så, midt i Føtex's mad-afdeling, pludtselig overvældet af følelser. Jeg prøvede at vandre lidt rundt, men jeg da jeg ikke kiggede efter noget bestemt, følte jeg mig bare som en zombie på spasertur.
Det er den sidste hverdag i måneden, og jeg har fået SU. Jeg skulle i føtex for at handle mad ind, da jeg snart er ved at løbe tør for pålæg, og det var i frysedisken, det hele startede.
Jeg havde stået og tænkt på, om jeg skulle købe noget frossent kylling, da jeg pludtselig fik en følelse af skam. Skam og forargelse. "Hvorfor", tænkte jeg til mig selv, "køber jeg egentlig døde dyrs lig og spiser dem? Fordi det er billigt?" Ja, hvorfor, egentlig. Det ER jo ikke billigere end grøntsager.
Jeg indsåg egentlig dette for nogle dage siden, men følelserne efter alvorlige ting kommer altid lidt sent for mig. Først er jeg nummen, og så bryder det ud, som at blive slået i fjæset og ikke føle at det svier, før en halv dag efter.

Nu havde jeg jo tænkt, at mit første indlæg i den nye blog skulle være et eller andet røre om hvorfor jeg skriver på tre sprog, men fuck det lort. Vi tager det senere.

Nå, men der gik jeg så, blandt spegepølse, salami og kyllingepølser, og tænkte for mig selv hvor utroligt egoistisk jeg egentlig er. Pludtselig holdt alle de undskyldninger, jeg tidligere har brugt, op med at være relevante, og jeg kunne ikke finde nogen grund til at spise kød i det hele taget; ingenting der kunne retfærdiggøre, at jeg bidrager til, at andre mennesker får betalt for at slå noget levende ihjæl.
Jeg gik hen til køddisken med de friske varer i, i håb om at finde noget der frister, men ak, nej. Det duftede så dejligt, det gjorde det, og jeg VED jo godt at dyret allerede er dødt og derfor ikke tænker over, hvad der bliver gjort af dets fysiske krop, men jeg kunne ikke røre ved noget som helst af kød uden at tænke "dette dyr er slået ihjæl fordi jeg insisterer på at spise det".

Jeg fik kvalme, simpelthen, og begyndte igen at vandre, nej, svimle rundt, for ikke at gå helt omkuld.
Måske kom kvalmen af tanke på alle de regninger jeg har denne måned, for det første jeg tænkte i kyllingedisken var nemlig "måske burde jeg købe denne pose med kylling, jeg har nemlig kun 300 til mad hver uge, og dette er billigt", efterfulgt af overnævnte tanker om dyrelig.   Måske kom kvalmen af, at jeg havde pist mere mælkeprodugter, end min laktoseintolerans kan holde til, men jeg tror det kom af noget andet.
Jeg tror simpelthen det kom af, at tanken slog mig om hvor utroligt kvalmende egoistisk og dobbeltmoralsk jeg (såvel som så mange andre mennesker på planeter) er, og hvor røv-sygt det er at jeg har retfærdiggjort det så længe som jeg har. Jeg mener, hvordan kan nogen som helst unskyldning retfediggøre, at jeg spiser andre dyr? Jeg ved da godt at man "æder hinanden og sådan er det", og menneskers fordøjelseskanal jo i den grad er tilpasset en kødholdig kost, men alligevel. Hvordan kan jeg være gråden nær over at komme til at træde på en edderkop, for så at vende mig om, og spise min skinkemad? Når jeg nu tilhører en race, der har sprog og kundskab nok til at vide hvad de laver, og tage nogenlunde fornuftige valg, hvordan kan jeg så bestemme hvem der lever eller dør? Det skal jeg da for fanden ikke bestemme! Men når jeg tager valg, hvor udslaget er, at døde dyr bliver slagtet og spist, så er det jo lige det, jeg har gjort! Nu tror jeg ikke på Gud, og jeg ved ikke hvem der bestemmer hvem der lever eller dør, men det kan da for fanden ikke være mig!?

Jeg kan ikke (eller kunne ikke der og da) fatte at andre mennesker gider at være venner, med sådan en dobbeltmoralsk egoist som mig. Hvis jeg havde et valget, ville jeg ikke en gang selv gidet det.


Nå, men jeg har så brug for pålæg, og der ER ikke meget jeg både kan tåle, er sundt,  OG der smager godt på rugbrødet, så jeg svimlede lidt rundt for at finde noget pålæg, der ikke kom fra døde dyr. Døde dyr på brødet virkede næmlig pludtselig ikke som noget, jeg kunne tænke mig at spise. Lige meget hvor jeg kiggede så var der kød. Måske var det fordi jeg pludtselig var bevidst på det, men der er egentlig pænt lidt pålæg, en vegetar kan spise! Min mave rumlede, og ikke på den gode måde. Skinke, salami, pølse, kødboller, pepperoni-fucking-pizza, alt jeg kunne se var mad til de mord-medvirkere, jeg indtil for nogle minutter siden selv havde været en del af.
Så kan man jo også skændes om biprodugter som æg, mælk og honning er noget man godt må spise, men det gider jeg ærlig talt ikke at diskutere med flere. JEG synes at jeg skal have lov til at spise det, og da det ikke gør, at jeg har betalt for at få et dyr slået ihjel, er jeg fornøjet.

ANYWAYS. Brød er noget jeg spiser hver dag, og med tanke på det lille jeg har tilbage til mad når jeg har betalt de obligatoriske regninger og sendt de obligatoriske fødselsdagsgaver til familiemedlemmer, kan jeg ikke ligefrem købe mad i skolekantinen, så min jagt på pålæg fortsatte.
Jeg lagde mærke til, at de have udsalg på økologisk mug-ost, og lagde et par stykker ned i min handlekurv. Mugost er dog ikke noget, der er særlig sjovt for andre at jeg har med på brødet, da det lugter af bræk til trods for den dejlige smag, og det kan hurtigt også blive trættende i længden, så jeg gik på udkig efter mere. Nul putte.

Efter at have købt ostene og diverse andre madvarer (mineralvand + lidt trøsteis), gik jeg ned af gaden, hvileløst og uden nogen særlig mål og mening. Jeg følte mig nedtrykket, overvældet, og helt omtåget af alle de tanker, og den skyld jeg følte, for at have medvirket til mord så længe som jeg har gjort.

Til sidst tog jeg hen til den lokale grønt-butik, der alligevel lå i den gade, jeg skulle ned af. Jeg tror danskerne kalder det en "perkerbutik", men det hedder altså et Tyrkisk Marked, det var ihvertfald det, skiltet sagde.

Med eet fik jeg øje på  kikærterne, og en tanke slog mig. Jeg HAVDE jo smagt vegetarpålæg før, og det var, såvidt jeg kan huske, lavet af kikærter! "Det kan da ikke være så svært at lave", tænkte jeg for mig selv, og det bekræftede den venlige mand (der i øvrigt talte meget godt Dansk!) bagved kassen, og han gav mig en hurtig lektion i at lave hummusplålæg.
Du koger kikærter, moser dem, blander lidt olivenolie og saft fra noget presset hvidløg i, og tilsætter noget tahin. Tahin er forresten et lækkert pålæg lavet af sesamfrø, og det ligner egentlig jordnøddesmør forbløffende meget både i smag og udseende. Jeg tænkte "Yes man, hjemmelavet hummus, coming up!", da den venlige mand plutselig sgde, at de faktisk havde færdiglavet hummus! De havde lige et par dåser tilbage, og jeg fik dem for "hele" 15kr tilsammen.
Da jeg gik derfra var jeg 6 pakker rejenudler, to dåser hummus og en nøglering rigere, og 45 kroner fattigere. Money well spent!

Jeg ved ikke, om det var følelsen af at have spared penge, eller af at have købt pålæg der ikke myrdede nogen, eller om skyerne bare var lættet, men jeg kunne sværge på, at solen skindte mere da jeg kom ud af butikken, end da jeg gik derind.

Jeg ved heller ikke hvor længe denne efter-effekt af kollektiv skyld blive ved med at virke på mig, og jeg kan ikke love at jeg skal være konsistent, men lige pt. er min plan at købe alle mine grøntsager der (da de var både større, friskere og blligere end i Føtex), og lade de døde dyr blive spist af nogle andre.
Måske får jeg tilbagefald, måske vågner jeg i morgen og har ikke længre en grund til ikke at spise bacon, men lige nu, lige idag er sødyr de eneste dyr, jeg har samvittighed til at spise. (Og det er så kun fordi jeg virkelig, VIRKELIG har brug for de proteiner og ting de indeholder. Nej, jeg vil ikke diskutere det, hold kæft.)


Der hersker stadig tvivl indeni, om hvad der bed mig, og hvad det var, der pludtselig satte mig på andre tanker, men jeg tror simpelthen ikke, at det er noget, jeg nogensinde finder ud af; og kender jeg mig selv, så skifter jeg nok mening snart, eller går tilbage til at hade mig selv i stilhed mens jeg gnaver på et kyllingeben, efterfulgt af en time med kvalme og selvberbrejdelser.




Nu mistede jeg helt tråden, men det har de fleste læsere, if any, nok gjort for længst alligevel.

Over og ud -
 Anna, wannabe-altruist, kronisk selvhader, og midlertidig semi-vegetar.