Ulvehunger

'Ulvehunger' er en betegnelse for en næsten bundløs sult man føler, selv efter man har spist sig mæt. Du kan mærke at din mave er fuld, men der er stadig den følelse i halsen der siger "så giv mig dog noget mad, for fanden". På grund af en sygdom jeg har, får jeg ulvehunger i perioder. Mediciner jeg får for et andet problem har dog udslettet den ulvehunger, og også den mentale ulvehunger jeg plejede at få.

Og det er mental ulvehunger jeg vil tale lidt om.

Min mentale ulvehunger gik ud på at det føltes som om der var et sort hul inde i mig, hvor andre havde grundlaget for sine følelser.

Den bedste måde at beskrive det på er at få dig til at forestille dig at du svømmer i en bundløs swimmingpool med højt op til kanten. Du har flydevest på, så du drukner aldri, men den platform andre har der, som de kan stå på for at nå op til den meget lange stige, mangler.

Mens andre ikke rigtig følte noget når de ikke var i et bestemt humør, altså trist eller glad, eller et af de mange andre humør, så følte jeg at jeg følte alt for lidt. Selv i situationer der vækkede stærkere følelser, følte jeg at den platform der lagde bunnen, grundlaget, begyndelsen, var erstattet af et hul. Jeg baskede rundt og prøvede så godt jeg kunne at nå den satans stige, og nogen gange fik jeg lige fat i det nederste trin, for så at falde ned hvis jeg prøvede at hejse mig op.

Mine 'mediciner' har givet mig en platform nu, et grundlag at stå på, og det har fjernet hajerne der cirklede rundt længere nede i vandet. 

Fordi jeg er blevet så vandt til at kave rundt uden noget at gribe fat i, er det meget uvandt for mig at kunne stå på benene igen, og jeg skal lige lære at finde balansen, og at klatre igen.

Det er en underlig følelse, det at ikke længere føle at jeg føler for meget af ingenting, og jeg er overrasket over hvor meget nemmere jeg kan nå stigen nu hvor jeg står op. 

I rigtig lang tid var jeg imod alt der hed antidepressiva. Jeg troede at det kun var en midlertidig løsning til et permanent problem, og kognitiv adfærdsendring er også en væsentlig del af det at blive 'frisk', men jeg ved nu at nogen gange skal man bare have en tilførsel af de kemikalier ens egen hjerne mangler lidt af, før man kan begynde at skabe de ændringer.

Jeg føler det som om, jeg er nødt til at lære mig selv at kende om igen. I så lang tid troede jeg, at noget var galt med mig, fordi mit hoved ikke fungerede på samme måde som andres, og nu hvor det er kemisk mere normalt end før, kan jeg se at dele af den person jeg troede jeg var, ikke var der alligevel.

Hvem fanden er jeg, hvor søren kommer jeg fra, og hvor fuck skal jeg hen?

Det ved jeg ikke, og det har min hjerne holdt mig fra at finde ud af. Nu hvor jeg endelig har chancen, vil jeg gøre mit bedste for at finde ud af netop det.

Nogen ting kan man bare ikke klare selv, og jo hurtigere man indrømmer at man ikke er supermand, jo hurtigere kan man komme videre. Hvis det at tage en pille eller to hver dag er det der skal til, for at jeg ikke er fængslet i min egen mentale svømmepøl, opslugt af en umættelig sult efter at føle noget, hvad som helst, så er det mere end okay med mig.

Ulven sover, hajerne tog afsted, og Anna klatrer.