Hvad der er sket, hvad der sker, og hvad der skal ske

Mange spørger mig hvordan det går og hvad der er sket siden vi sidst snakkede.
Jeg tror jeg er god til at give updates, men der er meget information og jeg ved selv jeg ikke husker alt, hvad folk fortæller mig, så jeg tænkte jeg ville skrive en lille update og lade dem der vil vide noget, få noget at vide.

Men så er problemet, hvor skal man starte? Jeg tænkte længe på det, og kom frem til at jeg vil starte med begyndelsen: da jeg flyttede til Danmark.

De første måneder boede jeg hos min faster i københavn, hvor jeg kom på kontanthjælp og skulle i aktivering.
"Vælg en uddannelse, ellers får du ingen penge" var beskeden fra kommunen, så jeg valgte dyrepasser-uddannelsen og flyttede til Roskilde.
Jeg synes selv det gik meget godt, og jeg fik venner og det hele, men det synes min lærer ikke. Jeg socialiserede mig slet ikke godt nok med de andre, sagde hun. Det var som et slag i maven, og jeg begyndte at tvivle mer og mer på mig selv. Efterhånden kom der mer og mer skolearbejde, og jeg kunne ikke følge med. Som med tidligere forsøg på uddannelse begyndte jeg at møde op mindre og mindre, og gik til sidst ned med stresset. Jeg bestemte mig for at prøve en ny uddannelse, og endte med at vælge Social og Sundhedsskolen i Fredericia, delvis for at være tættere på min familie.
Det gik samme vej der, jeg socialiserede mig ikke godt nok, og lavede ikke nok lektier. Klassemiljøet var også ret dårligt, og til sidst holdt jeg ikke til det mere.
Så foreslog de at jeg tog på produktionsskole, og det gjorde jeg så. Jeg valgte sy/design/håndværklinjen, og gik der et stykke tid. I starten gik det godt nok, men de andre var meget yngre end mig, og jeg kom ikke rigtig ind i miljøet.

Mens jeg gik der, fik jeg en kæreste jeg havde mødt gennem nogle fælles venner. Jeg havde det dog ret skidt på det tidspunkt, og endte det med ham efter kun to måneder, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne rumme nogen som helst, knapt nok mig selv.

Hver onsdag startede der nye mennesker på produktionsskolen, og efter nogle uger hvor jeg slet ikke var mødt op på grund af stress og angst, bestemte jeg mig for at give det et nyt forsøg. Sommerferien var lige over, og mange nye var startet.
Det er jeg meget glad for at jeg gjorde, for ikke kun var der nu flere på min alder, det var også der jeg mødte min nuværende kæreste, Hans, eller Mulle, som jeg nok har omtalt ham før.
Vi kom godt overens med det samme, og mit opmøde gik bedre. Pludtselig havde jeg en grund til at gå i skole!

Efterhånden, dog, gik det ikke så godt, og jeg fald ud igen. Back to kontanthjælp. Heldigvis fik jeg en meget sød sagsbehandler her i Fredericia, der forstod at jeg ikke kunne magte flere uddannelser. Jeg fik en hjemmevejleder, og kom også ind i psykiatrien.
Jeg flyttede efterhånden sammen med Hans.


Så spoler vi fremad til Januar 2014. Efter endnu en gang at have prøvet uddannelse (IBC og selvstudier), lagde jeg meget pres på min psykiater, der var ved at udrede mig, om at komme med en diagnose så jeg kunne få noget hjælp. Jeg blev udredet, og fik at vide at jeg har noget der hedder 'Simpel Skizofreni'. Det vil sige at jeg ikke hallucinerer ret meget og sådan noget, men at jeg til gengæld har mistet meget af min personlighed. Det inkluder ambivalens, angst, og mangel på initiativ og evne til at passe på sig selv.
Medicinerne jeg fik/får for det er relativt bivirkningsfri for mig i forhold til dem jeg tidligere havde prøvet, og med hjælp fra min psykiatriplejer og min hjemmevejleder begyndte det at gå lidt bedre.
Det gik dog ikke godt nok, og efter et par kriser lod jeg mig i April endelig overtale til at komme på venteliste for et bosted.

Det var en meget hård afgørelse, det at skulle flytte fra min kæreste, og ingen af os tog det let.
Der gik noget tid hvor jeg var på venteliste, og mens jeg ventede, tog jeg mig en lille sommerferie oppe hos mine forældre i Nord-Norge. Mens jeg var der, ringede min hjemmevejleder pludtselig. Jeg havde fået plads på Nestlegården, et bosted for folk med psykiatriske diagnoser, og jeg måtte flytte ind omtrent så snart jeg kunne
De næste to uger husker jeg ikke så godt, for der gik meget tid til at forberede flytningen, og pludtselig var jeg flyttet ind.


Det var meget svært i starten. Når man kommer ind i psykatrien, enten det er et bosted eller et socialpsykiatrisk dagtilbud, så vil man altid møde folk af både større og minre funktionsgrad end en selv, og især sidstnevnte var/er der nogle stykker af. Jeg turde ikke rigtig snakke med nogen af dem, og græd meget. Jeg savnede også Hans, og var ked af at se hvor svært det var for ham. Samtidig prøvede jeg på at se ham så meget jeg kunne mens jeg også skulle balancere pligterne og samværet på bostedet, og jeg var ved at gå ned med stress igen.
Jeg kan især huske en aften jeg sad og græd, jeg kan ikke huske hvad jeg græd om, men jeg var temmelig oprørt og følte mig både lille og utrøstelig. Pludtselig fik jeg et kram af den personale-person jeg sad og snakkede med, og det kom helt bag på mig. Jeg modtog det selvfølgelig med så meget glæde og taknemlighed man nu kan når man sidder og er ked af det, Det kom bag på mig fordi jeg havde troet det var en institution jeg boede på, hvor jeg bare var patient.

Det er det så ikke. Det er et bosted, og personalet er meget dygtige til at behandle os som ligemænd, men alligevel beholde kontrollen.

Nu er der gået et halvt år siden jeg flyttede ind, og jeg skal være her et par år endnu.
I skrivende stund går det meget godt. Jeg har fået en skide god kontaktperson der hedder Maggie, og hun har hjulpet mig med at få min økonomi på plads, samt lave planer og skemaer over hvad jeg skal hvornår. Det er vigtig at jeg får orden på ting så jeg ikke bliver stresset over at der er for meget, eller at det er uoverskueligt.

Når man er "syg" er det vigtigt at kende sine grænser og hvad der udløser en, lærte jeg i psykoedukation, der er et kursus for folk med bestemte diagnoser, så de kan blive klogere på sig selv og hvad der sker.
Og min udløser er altså stress. Jo mere jeg stresser, jo sygere bliver jeg, og hvis mit stressniveau bliver højt nok kan jeg høre musik der spiller i ørene på mig.
Med det mener jeg ikke, at musik fjerner mit stress, jeg mener at ligesåvel som andre hører stemmer, så hører jeg musik.

Egentlig er jeg ret heldig. Andre hører stemmer og dæmoner, men for mig er det mest musik.
Nogle gange hører jeg også et sekund af skarp lyd, som om jeg pludselig er tunet ind på en radiokanal hvor nogen snakker eller laver lyde, men så forsvinder det igen. Jeg ved ikke om jeg hører stemmer eller ikke, og nu kommer vi til "hvad der skal ske"-delen af den her blogpost.

Jeg skal nemlig i gang med noget der hedder et Maastricht-interview, hvor vi kortlægger hvad der sker i hovedet på mig, og om det er stemmer jeg hører eller ikke, og det glæder jeg mig lidt til.

Der skal også ske det at Nestlegården flytter i April. Der er besparelser i kommunen som altid, og vi skal slåes sammen med et andet bosted og sammen have navnet "Kompetence-Kollegiet".
Jeg synes personlig det lyder som en skole for retarderede, men da jeg ikke kan komme op med noget bedre selv, må jeg bare finde mig i at sådan hedder det altså.
Vi flytter længere nordpå i byen, så i tillæg til at værelserne bliver 1/3 mindre, bliver der også længere til byen. Det var der ikke ret mange der var ret glade for, men der er andre fordele med det. For eksempel får vi  drivhus og bålplads, og vi skal bo i huse med 4 personer i hvert. Heldigvis har jeg fået nogle venner her på gården, og vi er fire der gerne vil og må bo sammen, så det glæder jeg mig til.

Hvad skal der så ske med mig videre?

Lige nu kommer jeg på Stoppestedet to gange i ugen. Det er et tilbud i socialpsykiatrien, hvor folk med psykiske vansker kan komme og være med på forskellige grupper og værksteder. Jeg går for eksempel i strikkegruppe om tirsdagen, og en billedkunst-gruppe om torsdagen. Selv om der ikke er ret mange på min alder er det meget hyggeligt, og man får god feedback på det man laver.
Jeg skal også begynde at komme dernede om mandagen, da jeg skal meldes til en gruppe der hedder "bryd dit mønster".
Der skal der foregå det som navnet tilsiger, man skal sammen med 5-10 andre arbejde på at bryde sit dårlige mønster og få lidt styr på sit liv.

Efter Nestlegården er flyttet, skal jeg op på kompetence-centret der ligger lige ved, og der skal jeg sy. Jeg syede meget på produktionsskolen og synes egentlig det var ret sjovt, og jeg glæder mig til at lære mere om det, og få brugt mine hænder.
Når jeg har været mødestabil et godt stykke tid, skal min sagsbehandler og jeg sammen finde nogle enkeltfag jeg kan tage på en skole, hvor jeg så forhåbentligvis kun skal møde op et par gange om ugen.


Jeg savner meget at have et job, og jeg er lidt ked af at jeg ikke kan få et fordi man skal have uddannelse til omtrent alt her. Også fordi jeg nok ikke ville kunne magte et job, eller en uddannelse endnu.
Det er svært at skulle affinde sig med alle de ting man er nødt til at give slip på når man er "syg", og endnu sværere at lære hvor sine grenser går henne.
Heldigvis får jeg hjælp til de ting.


Hvad der eller skal ske videre, ved jeg ikke.
I dag har jeg en slappe-af dag, og senere er det min tur til at lave mad. Den står på kylling med ris og brunsovs!
Jeg vil putte fløde i sovsen og tænke på min afdøde onkel, der altid gjorde det.
Det er egentlig underligt at så mange ting kan minde en om en der er død, men heldigvis bliver jeg ikke så trist mere. Fløden ser jeg som en hyllest til ham, og det håber jeg han også gør, fra sin himmelsky.

I næste uge skal jeg hen til min moster og hendes familie, det glæder jeg mig meget til, og senere i år håber jeg, at jeg kan komme op til Nord-Norge en tur.
Jeg besøgte i øvrigt min far i Syd-Norge ved nyttåret, og det var meget hyggeligt.

Eller sker der ikke så meget, i skrivende stund sidder jeg og damper på min e-cigarret, og prøver at finde ud af, hvornår jeg skal gå i gang med maden.


Jeg håber dette kan bruges til noget, og at alle får en god dag.